tirsdag den 30. juli 2013

Sådan hækler man - fastmasker

På engelsk: Single crochet
Forkortet: fm eller sc

Start med at vikle garnet om din finger på en måde, hvor du kan holde garnet fast, uden det bliver for stramt. Jeg snoer det gerne 2 gange rundt om min pegefinger, så holder det sig selv rimeligt fast


Når man starter på en fastmaske, stikker man nålen gennem den næste maske, som er det næste "hul" - der hvor pilen peger



Derefter vikler man garnet 1 gang rundt om nålen. Jeg gør det ved at holde garnet ind foran nålen, og dreje den til garnet kommer til at ligge i den krogede ende. 



Så trækker man garnet gennem masken. Dette gøres nemmest ved at vende krogen nedad ligesom på billedet oven over.


Nu har du 2 løkker på nålen. Læg garnet over nålen lige som før, og træk den gennem begge løkker i en bevægelse med krogen nedad.



Og så har du en fastmaske! 






søndag den 28. juli 2013

Sneak-peak på det næste projekt

Jeg har kastet mig ud i et projekt, der viste sig at være en del mere tidskrævende end først antaget. Men sådan er det ofte med broderier, og det er da hyggeligt at nørkle med.

Jeg faldt for et stykke tid siden over ideen  om at brodere sit eget iphone-cover. Og har man en gang betalt 1000 kr for en ny skærm, fordi telefonen smuttede ud af lommen mens man var i Netto, så ved man hvor godt pengene er givet ud for et cover. Og da jeg så endelig fandt et brodér-selv-cover (i panduro hobby til 39 kr) slog jeg til. 

Det foreløbige resultat ser således ud:

Som I kan se, er der lang vej endnu. Men det skal nok blive godt. Garnet fandt jeg forresten i rema1000 for flere år siden :)

lørdag den 27. juli 2013

Sådan hækler man: At tage ind på en pæn måde

For at forstå teknikken i at indtage pænt, når man hækler, må det først blive lidt nørdet. Bær over med mig :)

Når man hækler, vil maskerne danne en løkke om den næste maske. Dette vil give 2 "loops" - en "front loop" som vender ind mod dig, og en "back loop" der vender væk fra dig.


Normalt vil man hækle gennem begge loops, men nogle teknikker kræver, at man kun hækler gennem den forreste eller bagerste, fx når man indtager.

Skal man tage ind, det der i en opskrift vil stå som "sc2tog" eller "dc2tog" etc, skal man flette 2 masker sammen til en. Den traditionelle måde at gøre det på, hvor man stikker nålen gennem begge masker og hækler 2 på en gang, vil ofte give en lille bule, men denne metode, er både pænere og bulefri.

Første trin er at stikke hæklenålen gennem den første maskes "front loop"

Derefter skal hæklenålen gennem den næste maskes "back loop"

Og så hækles maskerne sammen, som var det en almindelig maske

Dette giver en pæn indtagning - prøv at se, om du kan finde den ;) 






tirsdag den 16. juli 2013

Tæppe i Zpaghetti-garn: At afslutte en cirkel

Hvis man vil have et tæppe så jævnt som muligt, skal man afslutte sine omgange helt. Det ideelle er at gøre det hver gang, men hækler man 2 eller 3 omgange i samme farve, kan man godt nøjes med at skifte ved farveskiftet. 

Hvis man bruger den teknik, jeg nu vil forsøge at lære fra mig, vil man få en jævn cirkel, og man vil ikke kunne se, hvor der er skiftet omgang eller farve. Og den er ikke så svær at lære endda.

Når du kommer til sidste maske i omgangen, skal du bryde garnet (klippe det over - husk at have nok til at hæfte ende!), og trække garnet igennem masken (du hiver bare i hæklenålen til garnstumpen følger med ud) 



Hæklenålen stikker du så ind i den første maske i omgangen, vikler garnet omkring nålen, og hiver det med igennem masken



Derefter stikker du nålen gennem den bagerste del af omgangens sidste maske - du skal kun have 1 omgang garn på nålen! 


Og så hiver du garnet med igennem, så garnresten stikker ud gennem den sidste maske

Og strammer til:





lørdag den 13. juli 2013

Regnbue-mappe

Jeg har altid været et bunke-menneske. Bunker er bare en hurtig måde at overbevise sig selv om, at man har styr på rodet. At man ved hvor et bestemt dokument ligger, for man har lagt det i en bestemt bunke. Men who am I kidding? Mit nye mål er, at jeg skal have orden i mit liv, jeg VIL have den struktur jeg er så håbløst i underskud af. 

Et af mine første ordens-projekter involverede alt mit pap. Jeg er lidt af en krea-horder, og har efterhånden fået samlet en del forskelligt pap sammen i tidens løb. Og lagt det i en fin bunke. 
Men nu er det kommet i en mappe, sat ind i hver sin plastiklomme - nemt og overskueligt! 








tirsdag den 2. juli 2013

Tæppe i Zpaghetti-garn: At få en rund cirkel

Når man følger det system, jeg skrev om her, vil man hurtigt ende med at få et 6-kantet tæppe. Dette skyldes, at udtagningerne vil ligge oven i hinanden. Uanset hvad, kan man næppe udgå, at tæppet bliver en lille smule kantet, men hvis man forskyder sine udtagninger, vil man undgå at udtagningerne ligger oven i hinanden, og dermed forstærker effekten.

Billedet herunder viser, hvordan udtagningeren altid vil give en lille kant. Ved at hive og strække tæppet en smule, vil effekten ikke være helt så tydeligt.




Tricket er, at afslutte en cirkel helt, hæfte ende og starte den nye cirkel et andet sted. På den måde undgår man, at udtagningerne vil forstærke hinanden, og det er kun den yderste cirkel, der får en lille kant. 



På dette billede, har jeg strukket og rettet i den øverste del af tæppet, men ikke i den nederste del. Det er stadig en smule kantet, men det hjælper på det ;)




mandag den 1. juli 2013

DIY: Filtranke til reolen

En helt almindelig reol kan hurtigt blive liiidt for almindelig og kedelig.

En måde at pifte den lidt op er med en nem dekoration.

Materialer:
-Filtkugler. Jeg har købt mine i Søstrene Grene.
-Snor
-En nål

Sådan gør man:
Man starter med at tråde nålen, og derefter stikker man nålen gennem filtkuglerne og trækker dem på som perler. Easy Peasy!


1 års fødselsdag: Invitationer

Jeg kender ikke mange, der ikke elsker at få et personligt brev ind af døren, og jeg synes at en fødselsdagsfest er så stor en begivenhed, at det fortjener et frimærke. Derfor var der ingen tvivl om, at invitationerne til Karlas fødselsdagsfest skulle printes og sendes.

Første del var at finde et tema, og da vi holder det i hendes farmor og farfars sommerhus en (forhåbentlig) varm og tør augustdag, var det oplagt, at finde på noget, hvor udendørslege ville passe ind. Et andet krav var, at det ikke skulle være for tøsset, da vi samme dag også fejrer hendes fars fødselsdag. Så valget faldt på et carnival-tema.

Jeg var først ikke sikker på, om jeg ville lave invitationerne i plakat-stil, eller om jeg ville sende folk en indgangsbillet. Så det endte med begge dele.